SCT ® - System Centeret Terapi
Systemcentreret terapi (SCT®) er en teori og praksis der bygger på det udgangspunkt, at vi alle er forbundet. Fremfor at betragte individet og dets tanker og følelser alene som udtryk fra personen selv, ses de informationer (tanker, følelser, fornemmelser) vi er i kontakt med, som relevante for - og informationer om - de kontekster vi er en del af.
SCT
Teorien jeg arbejder udfra hedder SCT (Systems centered theory/therapy/training) og kaldes også ”The theory of living human systems”. Den tager udgangspunkt i alle levende systemer, lige fra familiesystemer til samfundssystemer og ser også individet, som et system med dets forskellige sider og stemmer. Videoen her fra The SCTRI giver en fin introduktion til teorien og metoden.
SCT kan hjælpe os med at blive klarere i vores kommunikation med andre. Vi opdager og aflærer gamle roller, der holder os fast i tanker og følelser der hører til i vores barndom så vi kan være til stede nu og her. Med hjælp fra SCT kan vi finde vejen til forbundethed og autonomi og fra det sted påvirke verden i den retning vi gerne vil.
Functional Subgrouping
Vi mennesker synes ikke om forskelle. Konflikter i vores liv og i verden opstår på grund af det vi oplever som for store forskelle. Grundlægger af SCT - Yvonne Agazarian - har udviklet en metode kaldet Functional subgrouping der gør det muligt at integrere flere forskelle i et system uden at behøver at udelukke noget eller nogen eller gå på kompromis med os selv.
Siden 2014, da jeg første gang blev introduceret til SCT® og metodens grundlægger Yvonne Agazarian, har jeg været optaget af denne teori og praksis. Siden 2017 har jeg modtaget målrettet træning i metoden og befinder mig på nuværende tidspunkt på intermediate niveau, hvilket giver mig lov til at arbejde klinisk såvel som organisatorisk med Functional Subgrouping.
Læs mere om Functional Subgrouping og Systemcentreret terapi her.