LGBTQ*


Siden jeg startede Terapikollektivet i 2011 med min kollega psykolog Anna Baagø, har jeg arbejdet med mennesker med LGBTQ* baggrund. Jeg kommer selv ud af et queer-miljø og det er derfor nærliggende for mig at tilbyde psykoterapi til denne målgruppe.

I min terapeutiske praksis har jeg en normkritisk tilgang, hvilket betyder at jeg arbejder med en bevidsthed omkring normer, fordomme og stereotypiseringer. Jeg problematiserer hverken krop, køn eller seksualitet og ser ikke normbrud som problemers ophav. De udfordringer, som kan opstå i forbindelse med at være LGBTQ* person og at bryde med normer for køn, krop og seksualitet, betragter jeg som en konsekvens af en kontekst vi lever i.

Nogle personer kommer til mig, fordi de gerne vil arbejde med de psykologiske konsekvenser, der kan følge med at være LGBTQ*-person og bryde normer for køn, krop og seksualitet. Andre kommer her fordi det føles trygt at vide, at der er ting de ikke behøver at forklare eller forsvare. De oplever at der er et fordomsfrit rum at arbejde i, med de mål de har for terapien.

Uanset hvad der bringer dig her og hvad du har lyst til at bruge det terapeutiske rum til og uanset om du er lesbisk, biseksuel, bøsse, heteroseksuel, transkønnet, interkønnet, nonbinær, queer eller andet er du velkommen i terapi hos mig!

Jeg tilbyder samtaleterapi både i min klinik på Islands Brygge i København og online.

Previous
Previous

Par/relationsterapi

Next
Next

Gruppeterapi